Gæsteindlæg af Signe Nordstrand

Jeg genkender alt for godt de ting, som ernæringsekspert Morten Elsøe beskriver i sin kronik lørdag den 25. september i Politiken, og mange af de mekanismer, han beskriver, var velkendte for mig i langt det meste af min ungdom.

Jeg gik i femte klasse, da det første gang gik op for mig, at jeg var tyk.

Jeg stod foran spejlet på mit værelse, og det slog ned i mig lige pludselig. Fra det ene øjeblik til det andet blev min verden forandret. Lige pludselig så jeg mig selv med andre(s) øjne. Og øjnene så, at jeg var tyk.

Jeg ved stadig ikke, hvad det var, der ændrede mit blik.

Måske havde min krop ændret sig, uden at jeg havde bemærket det, måske var jeg langsomt blevet mere bevidst om den ideelle skikkelse, måske var det en blanding eller måske noget helt fjerde.

Men i det øjeblik så jeg, at jeg var tyk, og lige siden har jeg kæmpet en daglig kamp for at slippe af med det blik, der fortalte mig, at jeg burde tabe mig. Der fortalte mig, at jeg var mindre værd end de tynde piger. Der fortalte mig, at jeg skulle bedømmes på mit ydre. Og at mit værd som person, som pige og senere som kvinde var afhængig af mit udseende og min vægt. Og derfor blev kontrollen med mad den eneste vej til det forjættede land, som var den tynde krop. Selv var jeg nemlig helt almindelig, og det var det værste, jeg kunne være.

Mine problemer blev holdt nogenlunde i skak, til jeg var 18 år. For selvom jeg var helt almindelig med hensyn til min krop og mit udseende, var jeg ualmindeligt dygtig i skolen. Som jeg selv så det, var min intelligens min eneste styrke, og det var derfor på det faglige plan, at jeg hentede mine sejre.

Jeg afsluttede 3. g med et 13- tal i hver eneste af mine fire afsluttende mundtlige eksaminer. Lærerne skamroste mig, mine medstuderende lykønskede mig, og jeg kom ud med et fremragende gennemsnit. Jeg var nybagt student, 18 år, verden lå for mine fødder, livet ventede på mig.

Men indeni var jeg dybt ulykkelig.

Intet af det, jeg havde opnået, virkede meningsfuldt. Ingen af mine 13-taller kunne opveje det faktum, at mit spejlbillede gav mig kvalme. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg til hver en tid have byttet mit gennemsnit ud med en slank krop og et fejlfrit ydre. Min intelligens var kun en trøstepræmie; noget jeg havde at støtte mig til, når mit højeste ønske nu ikke kunne blive opfyldt. Noget, der gjorde, at folk kunne sige om mig, at "hun er da heldigvis intelligent".

Da jeg blev student, blev alle succesoplevelser samtidig taget fra mig. Min identitet som den klogeste – som efter min egen opfattelse var den eneste, jeg havde – var ikke længere aktuel. Og i efteråret efter min studentereksamen besluttede jeg mig for at ville vise verden, at jeg ikke bare var kvik og klog. Nu ville jeg nemlig være tynd og pæn. Så måtte folk da kunne se, at jeg var noget værd. Og måske kunne jeg så selv se, at jeg var noget værd.

Beslutningen var truffet, og nu skulle jeg for alvor begynde at tabe mig. Fra nu af var vægttabet mit eneste mål.

I stedet fulgte fem år med ugentlige (og periodevist daglige) ædeflip.

Morten Elsøes ord ramte fuldstændig plet:

"Nogle vågner om morgenen og er stressede over mad, allerede inden de er kommet ud af sengen. Adskillige af dem, der ser allersundest ud, lider af tilbagevendende ukontrolleret (tvangs)overspisning – en mekanisme, der oftest udløses af følelsen af at ’falde i’; altså at de kommer til at spise noget fra deres lange forbudsliste."

Sådan så min hverdag ud, fra jeg var 18, til jeg var 24, og i den periode var hver dag en kamp for at holde mig på slankekurens smalle sti. Men mit sindssyge fokus gjorde, at jeg konstant tabte til maden.

Et eksempel herpå kommer fra min tid som pædagogmedhjælper, da jeg var 19 år. Vi var til børnefødselsdag hos et barn fra stuen, og der blev blandt andet serveret pølsehorn (som ifølge mine egne regler var totalt forbudt at spise).

Pølsehornene blev en besættelse for mig i de timer, vi var der.

Efter maden begyndte børnene at lege, men fadet med pølsehorn ville ikke slippe mig. Jeg misundte – næsten hadede – de ubekymrede børn, der spiste, til de var mætte, og derefter var videre i deres liv med legoklodser og fangelege. Det var jeg ikke. Fadet
med pølsehorn blev ved at hjemsøge mig. Jeg måtte jo ikke spise hvidt brød, men efter en lang indre dialog besluttede jeg mig for, at jeg godt måtte spise et. Altså et enkelt.

Jeg endte med at spise 11.

Efter at have taget en tre-fire stykker ved bordet, begyndte det at blive pinligt. Derfor fik jeg diskret stukket tre-fire stykker mere op i ærmet på min sweatshirt for derefter at låse mig inde på toilettet. Jeg proppede dem i mig lynhurtigt. Bagefter prøvede jeg at kaste op, men det blev et halvhjertet forsøg, da jeg hørte stemmer på gangen. Det samme gentog sig tyve minutter senere.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne holde op. Hvorfor blev jeg ved med at udsætte min krop for så meget væmmeligt. Og hvorfor blev jeg ved med at gøre det, som var det eneste, jeg ikke skulle gøre, hvis jeg ville tabe mig – nemlig at spise.

Så jeg klagede min nød til mine forældre og nærmeste veninder, men ordene slog ikke til. Alle prøvede at forstå, men alle gjorde mig endnu mere modløse. Min mor forsøgte at trøste ved at fortælle, at hun også nogle gange kunne spise en hel pose chips uden at tænke over det.

En veninde foreslog mig at skære ned på juicen, da hun havde set mig drikke et enkelt glas til en brunch. Min far spurgte mig, om det da var så slemt at være sulten en gang imellem.

Og alle mente, at hvis jeg blev ved med at spise ”de forbudte ting”, så var det at tabe sig vel ikke så vigtigt. Så ville jeg det vel ikke nok. Og ligningen er jo så simpel: Forbrænd mere, end du spiser, og du vil tabe dig! Hvor svært kan det være?

Men intet virkede.

Jeg tabte mig ikke. Jeg blev ved med at have ædeflip. Men jeg blev alligevel ved med at prøve.

Jeg har gennem årene haft mange forskellige systemer for mit kalorieindtag. En lang overgang brugte jeg en kalorietabel og en køkkenvægt, som jeg havde med mig overalt. Jeg vejede al min mad og lavede skemaer, hvor jeg udregnede det samlede kalorieindhold for hver enkelt skinkemad. Jeg havde et hæfte fyldt med nøje optegnelser og udregninger over, hvad jeg spiste, hvad det vejede, og hvor mange kalorier det indeholdt.

Jeg prøvede også Atkins-kuren, forskellige pointsystemer og tilfældige damebladstips. Jeg meldte mig til fitness, svømmede to kilometer i svømmehallen på tom mave og brugte troligt en hulahopring mindst en halv time om dagen.

En overgang måtte jeg ikke spise fedt, en anden ingen kulhydrater.

I perioder var æg og ost forbudt, i andre perioder var det frugt, der var synderen.

Og alt imens var ædeflippene blevet et livsvilkår. Noget, jeg levede med, og som jeg kompenserede for ved mindst en time på crosstraineren hver dag.

I begyndelsen af 20’erne vejede jeg mig hver morgen. En lang periode var det sådan, at hvis vægten viste under 65, blev det en god dag. Viste den mere, var resten af dagen en kamp for at begrænse mit kalorieindtag. Så ventede jeg mange timer, inden jeg spiste morgenmad, jeg spiste for lidt frokost og for lidt aftensmad. Og omkring klokken 21 begyndte tankerne at cirkle om mad, og de fleste aftener endte jeg i 7/11, hvor jeg købte ind til aftenens ædeflip.

I den periode, hvor det stod værst til, havde jeg tre-fire ædeflip om ugen. Et ædeflip kunne se sådan ud:

En hel(!) plade Marabou
en pose kanelgifler
to Snickers
en rulle chokoladekiks
chips
blandet slik
en kanelsnegl
seks krydderboller med smør
... og hvad jeg i øvrigt ellers kunne finde på.

Et ædeflip foregik som regel i flere etaper: Når jeg havde spist, til jeg rent fysisk ikke kunne få mere ned, lige så snart den sidste bid var taget, vendte jeg tilbage til virkeligheden. Skiftet skete virkelig på så kort tid. Netop, som den sidste kanelgiffel var sunket, blev jeg overmandet af den dårlige samvittighed, og efter en lille tid med voldsomme selvbebrejdelser og altoverskyggende lede ved mig selv begyndte så efterspillet.

Det startede som regel med, at jeg gik ud på toilettet for at kaste op. Jeg kastede jævnligt op, men jeg var så dårlig til det, at der sjældent kom ret meget op. Det gjorde ondt at synke i flere dage efter, fordi mine negle havde kradset hul i svælget.

Jeg tog ofte også afføringspiller for bedre at kunne ”starte på en frisk” dagen efter. Det var nemmere at komme videre, hvis jeg følte mig tømt for alt. Og alligevel var den følgende morgen et rent helvede fyldt med selvhad, væmmelse, lede og kvalme – ikke kun ved mit madindtag, men ved mig selv, min krop og min ubegribelige svaghed, der endnu engang havde ødelagt mine chancer for et godt liv.

Jeg levede efter devisen ”du er, hvad du vejer”, og vægten var derfor altafgørende for, hvor meget jeg var værd, og hvordan mit humør var (og mit værd var derfor sjældent stort, mit humør sjældent godt). Og sådan levede jeg mit liv, mens jeg udadtil fungerede normalt og fortsat hev lutter tocifrede karakterer hjem, nu på universitetet.

Når jeg havde ”været god” i flere dage ad gangen, begyndte det hele at lysne, og jeg følte, at jeg for hver god dag, der gik, blev lidt mere værd og kom lidt tættere på mit mål. Og når jeg vågnede om morgenen og var virkelig sulten, anerkendte jeg mig selv for at have været så dygtig, og jeg lovede mig selv, at jeg skulle fortsætte det gode arbejde, så jeg kunne blive tynd. De dage endte som regel med en overspisning.

Jeg tog kontakt til min læge og prøvede at gøre hende problemet forståeligt. Jeg kom til diætist, fik kostplan, kom til psykiater, fik lykkepiller og besøgte krops- og ernæringsterapeuter. Det var lutter velmenende tiltag og mennesker, der ville mig det godt, og jeg blev givet alle muligheder for at tabe mig. Men i stedet blev jeg ved med at have ædeflip.

Jeg havde åbenbart bare ikke viljestyrke og rygrad nok til at gennemføre en slankekur – uanset hvor meget jeg ville det!

Jeg nåede at blive 24 år, før jeg omsider fandt en vej ud af helvedet.

Ved et rent tilfælde fik jeg kontakt til en kognitiv psykolog, og hun var den første, der forstod, hvad jeg kæmpede med. Efter de første ubehjælpsomme forsøg på at forklare, hvad der foregik, og hvorfor jeg nu sad der hos hende, så hun bare på mig og sagde: ”Okay, så du har altså overspisninger”. Hun konstaterede det ligesom bare, satte aldrig spørgsmålstegn ved det. Kun denne nøgterne beskrivelse, der gjorde, at det hele faldt i hak. At mit problem havde en betegnelse, som hun nu sad der og omtalte som gyldig. Og efter dette besøg begyndte ordet overspisning nu at indgå i mit ordforråd. Det, jeg før havde set som ækle ædeflip og uhumske handlinger, eksisterede pludselig som klinisk begreb. Det, jeg havde kæmpet med, grædt over og hadet mig selv for, var nu samlet i dette ene ord.

Min lidelse havde et navn. Og navnet var ikke mangel på rygrad.

Efter mange år i behandling ved jeg nu meget mere om, hvordan min krop og min spisning fungerer. Og jeg ved, at der grundlæggende er tre ting, der virker for mig, hvis jeg vil bevare en sund krop og en sund vægt – ikke en tynd krop og en lav vægt, for det opnår jeg aldrig, og det er jeg (for det meste) afklaret med. Og de tre ting er:

at spise regelmæssigt,
at spise tilstrækkeligt
at spise efter min appetit.

At spise regelmæssigt betyder, at jeg spiser cirka hver tredje time. Jeg spiser hovedmåltiderne morgenmad, frokost og aftensmad og derimellem et formiddagsmellemmåltid, et eftermiddagsmellemmåltid og som oftest også et aftensmellemmåltid.

At spise tilstrækkeligt (og det er det vigtigste) betyder, at jeg ikke spiser for lidt. Det vil sige, at jeg spiser, til jeg ikke har brug for mere.

At spise med min appetit betyder, at jeg spiser, hvad jeg har lyst til, og at der ikke er nogen fødevarer, der er forbudt!

Men den tynde krop og lave vægt vender jævnligt tilbage til mig som et billede på, hvordan jeg kunne se ud, hvis jeg spiste anderledes/mindre/bedre/mere kulhydratfattigt.

Og selv jeg med mine snart 33 år og mange spiseforstyrrede år i bagagen – og med en efterhånden stor viden om, hvordan jeg bedst holder fast i en god kropsfornemmelse og et sundt spisemønster – selv jeg falder indimellem i de fælder, som bliver lagt for mig af pseudoeksperterne, som Morten Elsøe advarer om. Som minder mig om, at kulhydrater er roden til alt ondt, eller at vejen til den flade mave består af blomkålsris og broccoliboller og en kost komplet fri for hvede. Som husker mig på, at det udelukkende er mit eget ansvar, og at jeg kan skulpturere min krop til perfektion, hvis jeg bare udelukker de skadelige og fedende fødevarer fra min kost.

Men hver gang jeg falder i fælden og forsøger at give den flade mave en chance, ender jeg med at overspise. Og hver gang skal jeg på ny finde min indre visdom og fornuft frem: den fornuft, der fortæller mig, at jeg skal spise regelmæssigt, spise tilstrækkeligt og følge min appetit. Og hver gang lover jeg mig selv, at det var sidste gang, jeg faldt i slankefælden.

______

Tak for dit ærlige indlæg, Signe.

Jeg er sikker på, at mange vil være dig taknemmelig for at sætte ord på noget, som også de oplever.