Mit daglige arbejde består i høj grad af at punktere myter om mad og sundhed. Myter, der flytter fokus fra det, der virker, og gør folk overfokuserede på ligegyldige detaljer. Myterne står med andre ord i vejen for både sundhed og trivsel.
Men mytepunktering er Sisyfos-arbejde. For hver myte jeg punkterer opstår 10 nye. Og selvom mine mytepunkteringer nogle gange når langt ud, forsvinder myter aldrig helt. Faktisk er der en reel risiko for, at hele mit arbejde kun gør en meget lille forskel for folkesundheden – selvom jeg ved, at det gør en verden til forskel for nogle.
Snart tre år gammelt facebook-opslag om, hvorfor der er så meget bullshit i ernæringsdebatten. Se det på facebook, her.
I flere år har jeg derfor haft en drøm om at skrive en bog, der gør læseren i stand til selv at møde myter med skepsis. En bog, der ikke bare giver læseren en fisk, men i stedet lærer læseren at fiske. En bog om kritisk tænkning.
For snart halvandet år siden landede en sådan bog i mit skød. Bogen var næsten færdig, men forfatteren kunne ikke få den udgivet, alene fordi han ikke var “kendt”. Derfor spurgte han om jeg ville hjælpe og da jeg havde læst de første 30 sider, var mit svar et rungende ja. Først og fremmest fordi sproget i bogen var klart, letlæseligt, originalt og næsten poetisk. Med andre ord: forfatteren skrev langt bedre end jeg.
Derfor havde jeg også meget få rettelser og det betød, at jeg måtte trække mig som medforfatter. Det ville ikke være fair at tage æren for en andens arbejde. Til gengæld mente jeg, at titlen kunne være skarpere. For at gøre en lang historie kort: Bogen SKEPTISK er nu udkommet. Den er skrevet af psykolog og (per januar i år) PhD-studerende, Theiss Bendixen – og er, som der står på forsiden, “en hyldest til videnskaben og et opgør med pseudovidenskaben”.
Og jeg har skrevet forordet, der fortæller min personlige baggrund for at gå op i skepsis og kritisk tænkning. Det forord har jeg fået lov at dele og du kan læse det efter billedet af Theiss Bendixen, som fortjener opmærksomhed for dette mesterværk.
Lad skepsis råde!
Som barn undrede jeg mig fra morgen til aften. Især stjernerne og verdensrummet fik mig til at stille mange store spørgsmål, og da jeg fandt ud af, at der faktisk fandtes gode svar i leksika og lærebøger om astronomi, var jeg solgt. Jeg læste bøger i bunkevis og ønskede mig (og fik) et teleskop i julegave. Jeg var simpelthen uendeligt nysgerrig. Ikke så meget på, om der var mere mellem himmel og jord. Nej, først og fremmest var jeg nysgerrig på, hvad der faktisk var – både i himlen og på jorden. I sidste ende førte dette til en naturvidenskabelig universitetsuddannelse og et arbejde som selvstændig formidler af forskning på mit fagområde – og af videnskab generelt.
Med nysgerrighed kommer man langt. Oprigtig, vedvarende nysgerrighed er en forudsætning for evig læring og forståelse – også af andre mennesker. Men næsten vigtigere endnu: Nysgerrigheden sikrer os mod at blive forstokkede og at ”gro fast” i vores overbevisninger, verdensbilleder og virkelighedsopfattelser. Især hvis vi også er nysgerrige på, hvorfor vi mennesker tror og mener, som vi gør. Denne indadvendte nysgerrighed – tænkningen over egen tænkning, eller metakognition – er selve essensen i det, der kaldes kritisk eller skeptisk tænkning. Og det at kunne tænke skeptisk er i min optik en af de vigtigste dyder i et moderne (mis)informationssamfund. Hvorfor? Fordi vi hver dag bombarderes med påstande, og fordi skeptisk tænkning er den bevidste tankeproces, det redskab, der gør, at vi kan vurdere, hvilke påstande der er sande, og hvilke der er falske. Her er nysgerrighed kun grundlaget. For manifestationen af nysgerrighed er åbne spørgsmål. Det er de spørgsmål, vi stiller, når vi ikke søger et bestemt svar, men blot søger at forstå. Og det er ikke nok. Vi skal også have redskaberne til at vurdere kvaliteten af de svar, vi får. At tænke skeptisk er det, der sikrer, at vi ikke lader os overbevise om usandheder. At vi ikke lader os narre. Især på sundhedsområdet kan evnen til at tænke skeptisk være decideret livreddende.
I mit arbejde for at bringe videnskaben tilbage i sundhedsdebatten ser jeg hver dag konsekvenserne af manglende skeptisk tænkning: Børn, der dør, fordi deres forældre fravælger medicinsk behandling til fordel for alternativ behandling. Voksne, der dør, fordi de manipuleres til at tro, at deres kræftsygdom er et udtryk for et uforløst traume og derfor siger nej til livreddende operationer for i stedet at gå til healing hos en selvlært guru, mens tumoren vokser og vokser. Heldigvis er disse historier ikke hverdagskost. Men det er til gengæld historier om, hvordan misinformation i medierne om gluten, mælk, sukker, sødemidler, kulhydrater og kaffe konstant får alt for mange til at frygte ting, de ikke behøver at frygte. Og dermed flyttes fokus fra vigtige ting i livet. Er vi ikke trænet udi skeptisk tænkning, er det næsten umuligt at vide, hvad vi skal tro på, og konsekvensen kan være et liv domineret af unødvendige bekymringer. For andre medfører forvirringen, der kommer af de mange modstridende påstande, at de bliver handlingslammede og aldrig får ændret adfærd i en sundere retning. Og dét koster både livskvalitet og leveår.
Tænker vi ikke skeptisk, er det vores intuition, der bestemmer. Desværre er vores intuition sjældent den bedste guide i sundhedsjunglen – eller i andre informationsarenaer for den sags skyld. For virkeligheden strider ofte mod vores intuition. Og dermed gør videnskaben det også, da videnskaben netop er det tætteste, vi kommer på at beskrive virkeligheden, som den er. Hvis vi skal vide, hvad der i virkeligheden er virkeligt, skal vi kunne slå intuitionen fra – eller i hvert fald kende dens begrænsninger – og kunne slå den sunde skepsis til.
Desværre er ordet ”skeptisk” i de senere år blevet misbrugt af blandt andre vaccinemodstandere og dem, der ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer. Og jeg siger misbrugt, fordi jeg mener, at deres brug af ordet er forkert. Man er ikke ”vaccineskeptiker”, hvis man blankt afviser al forskning, der finder vacciner gavnlige og sikre. Man er heller ikke ”klimaforandringsskeptiker”, hvis man blankt afviser ekspertkonsensus om menneskers rolle i klimaforandringerne. Nej, man er fornægter. Vaccinefornægter. Klimaforandringsfornægter. Faktafornægter. Forstokket i sin overbevisning, uden nysgerrighed og åbenhed – også over for den mulighed, at man selv kunne have taget fejl. Der er intet tilbage af det åbne sind, hvis man fornægter al fakta, der ikke støtter op om ens tro, ens overbevisning eller måske – i helseguruernes tilfælde – ens forretning. Skepsis bør ikke forveksles med fornægtelse, da skepsis ikke er det samme som blank afvisning. For i den blanke afvisning ligger stort set altid en ukritisk accept af al modsatrettet information. Altså et totalt fravær af skepsis. Man er ikke skeptiker, hvis ens skepsis er ensidig, og hvis denne ensidighed er afgjort af forudindtagede, følelsesdrevne holdninger. Fornægtelse er med andre ord følelsesstyret og ikke fornuftsstyret.
At være skeptisk betyder blot, at man rationelt og objektivt vurderer, hvorvidt en påstand er underbygget godt nok til, at man vil godtage den og handle efter den. Og at man er forbeholden indtil da. Man kunne kalde det en slags informations-snobberi. Jeg vil gerne tage ordet ”skeptisk” tilbage. Bruge det i en mere konstruktiv betydning. Gøre det mere in. Derfor er mit primære bidrag til denne bog, foruden dette forord, bogens titel. Undervejs i bogen vil du blandt andet se, hvordan Theiss klassificerer blank fornægtelse som usund skepsis, mens den sunde skepsis derimod indebærer en forbeholden, men åbensindet tilgang til viden og verden.
Videnskaben og sandheden
De fleste er begejstrede for videnskaben. Lige indtil den modbeviser noget, de tror på eller holder kært. Men sådan bør det ikke være. Videnskaben er det mest effektive sæt af metoder til at afdække sandheder og har en fuldstændig usammenlignelig evne til at bringe vores samfund fremad. Til at skabe en bedre verden for os alle. Den største forhindring er os selv. Vores villighed til at acceptere, hvad videnskaben finder, også når det betyder, at vi skal give afkald på vores forforståelser, og måske endda dele af vores identitet.
Det er, som om vi har glemt vigtigheden af videnskaben. Vi tager den for givet, selvom vi dagligt nyder frugten af dens opdagelser. Ikke mindst et liv, der i dag varer over dobbelt så længe, som det gjorde for 100 år siden! At vi tager videnskaben for givet, er dog så ikke underligt. Med den stigende mængde kollektiv viden i verden er det en uomgængelig konsekvens, at vi må være uvidende på langt de fleste områder. Det betyder til gengæld, at vi er blevet nemmere at narre. Staten kan ikke beskytte os mod verdens charlataner, der manipulerer med information og opdigtede succeshistorier. Eller mod demagoger, kommunikatører og markedsføringsspecialister, der ved, hvordan de kan hacke din hjerne, så du tror på deres spin eller køber deres produkter. Den eneste måde, du kan beskytte dig selv på, er ved at lære at skelne vrøvl fra virkelighed, fakta fra fantasi. Og måske endnu vigtigere: at lære, hvilke psykologiske mekanismer der får dig til at tro på selv de vildeste påstande. Kun på dén måde kan du genkende, når det er disse mekanismer – og ikke din fornuft – der står ved roret, når du træffer en beslutning.
Med andre ord: Vores demokrati virker kun, hvis vi er oplyste og i stand til at ignorere vores intuition til fordel for rationel tænkning. Skeptisk tænkning er ikke altid noget, der falder os naturligt. Det er til gengæld noget, alle kan lære. Det kræver kun, at man vil. Alternativet er nemlig, at vi meget nemt kan manipuleres. Vores valg er lige pludselig ikke længere vores egne. Og det betyder blandt andet, at stemmer ikke er noget, vi afgiver, men noget, politikerne tager.
Følelser vs. fornuft
Der er masser af mekanismer, der kan få os til at vende rationaliteten ryggen. Jeg har også selv haft en midlertidig detour væk fra videnskaben. Da min mor i 2008 fik konstateret en forfærdelig kræftsygdom uden reelt håb for helbredelse, faldt vi i samme fælde som så mange andre desværre gør det. På trods af at vi var og er intelligente mennesker, røg vi næsten i kløerne på kvaksalvere i USA og Kina, der lokkede med løfter om helbredelse krydret med nedsættende snak om konventionel kræftbehandling. I en desperat situation lod vi os forføre af pseudovidenskaben og ønsketænkningen. Vi endte med at træffe vigtige beslutninger med vores følelser frem for vores fornuft. Håbet om helbredelse gennem alternativ behandling forhindrede os i at se kendsgerningerne i øjnene og handle efter dem. Jeg var ikke længere nysgerrig. Jeg var vred, fortvivlet og desperat. Og vigtigst af alt: Jeg ville ikke erkende virkeligheden – at min mor skulle dø – så jeg fornægtede den til fordel for fortællinger om alternative veje til helbredelse. Frem til den dag min mor døde, levede vi i en illusion om, at hun lige om lidt var frisk nok til, at vi kunne rejse ud efter eksperimentelle behandlinger, som vores påstået forstokkede sundhedssystem ikke tilbød herhjemme. Virkeligheden var, viste det sig senere, at vi ville have spildt både tid og penge. Ja, vi havde med al sandsynlighed både forværret og forkortet hendes liv. Men selvom det aldrig kom dertil, endte vi alligevel med at betale en pris: Vi fik aldrig sagt farvel. I dag vil jeg til enhver tid hellere være oplyst end ført bag lyset, også når oplysningen i første omgang er mere smertefuld.
Den største bedrift fra dem, der har videnskaben som fjende – altså dem, der tjener penge på både usandheder, uvidenhed og ønsketænkning – er skabelsen af ensidig, usund skepsis over for videnskaben som institution. Derfor er det et logisk første skridt i kampen mod misinformation at sikre, at så mange som muligt forstår, hvad videnskab er, og hvorfor den er et af de absolut vigtigste redskaber i vores stræben efter en bedre verden. Og derfor får denne bog min varmeste anbefaling. For med et sprog, der sender tankerne hen på tidligere generationers dygtigste videnskabsformidlere, viser den, hvorfor vi alle burde være dybt fascinerede af virkeligheden og videnskaben. Så fascinerede, at vi hverken behøver at fornægte den eller opfinde alternative fakta for at finde mening med det hele.
Læs den, og brug dens pointer og eksempler til at vække dine børns lyst til at lære. Giv den til din teenagedatter eller -søn, så de lærer, at det er vigtigere, hvordan man tænker, end hvad man tænker. Giv den til din svigermor og fri hende dermed fra forvirringen, når hun læser den ene efter den anden påstand om alt fra vægttab til vacciner på Facebook. Brug den til at genoplive nysgerrigheden hos dig selv og til at frigøre dig fra de mange, der vil snyde dig. Brug den til at blive fri.
Morten Elsøe, januar 2020
OBS! Ved at købe via dette link støtter du mig økonomisk.
Køber du andre steder, tjener jeg ikke på mit arbejde på bogen og dens udbredelse.
