Nej, sukker gør ikke dine børn hyperaktive. Og det har vi vidst i 23 år
Foto af Patrick Fore via Unsplash
OBS! Denne artikel er fra februar 2018, men per februar 2021 er der stadig ingen forskning, der taler imod konklusionerne i artiklen.
Mange er af den overbevisning, at børn bliver forvandlet til eksplosive energibomber, hvis de får sukker. At det får dem til at “kravle på væggene”. Påstanden dukker ofte op, når snakken går på, hvordan man tackler børn, der er overgearede inden sengetid – men den er også en fast gæst i kommentarsporene under artikler på facebook, der omhandler børn med ADHD og autisme. Men hvad siger videnskaben?
I 1995 udkom en videnskabelig artikel – en såkaldt metaanalyse, der havde kigget på 23 individuelle, dobbeltblindede, placebokontrollerede studier, der testede hvorvidt børns sukkerindtagelse påvirkede deres opførsel [1].
I ernæringsforskningen findes ikke bedre evidens end dette, og konklusionen var klar:
Når hverken børn, forældre eller forskere på forhånd vidste hvilke børn, der fik sukker og hvilke der fik placebo (kunstigt sødemiddel), så man ingen effekt af sukkerindtagelse, hverken på børnenes adfærd eller kognition.
På trods af, at denne viden er frit tilgængelig, lever myten i bedste velgående. Og det ved jeg ikke kun fordi jeg har set myten rundt omkring på facebook. Nej, også her har videnskaben været til hjælp.
I 2014 udkom en artikel [2], der undersøgte hvilke "neuro-myter" skolelærere rundt omkring i verden troede på (Figur 1). Det var myter, såsom:
"Vi bruger kun 10% af vores hjerne" (falsk)
"Personer lærer bedre, når de modtager undervisning, der passer deres læringsstil" (falsk)
"Drikker man mindre end 6-8 glas vand dagligt, kan hjernen skrumpe" (falsk)
Men på listen var også myten: "Børn er mindre opmærksomme efter sukkerholdige drikke og snacks".
Figur 1, fra: Paul A. Howard-Jones. Neuroscience and education: myths and messages. Nature Reviews Neuroscience volume 15, pages 817–824 (2014). https://www.nature.com/articles/nrn3817
Som du kan se på figuren, svarede gennemsnitligt ca. 50% af de adspurgte lærere, at de var enige i dette udsagn. Hvorvidt en lige så stor procentdel af den generelle (danske) befolkning også tror på myten, vides ikke, men udbredt, det er den i hvert fald.
Og så er spørgsmålet jo blot: hvorfor er den det?
Dårlig forskning og "bekræftelsesbias"
Når vi først tror på noget, sker der noget underligt i vores hjerne: den gør alt hvad den kan for at undgå, at vi ændrer holdning.
Rent praktisk betyder det, at vi bemærker (og overvurderer både vigtigheden og lødigheden af) alt, der synes at underbygge vores overbevisning – mens vi "overser", undervurderer eller direkte afviser alt det, der synes at være i modstrid med vores overbevisning.
Denne mentale genvej til at bibeholde hjernens status quo kaldes bekræftelsesbias (eng.: confirmation bias).
[Læs om et andet eksempel på samme effekt, her.]
I dette tilfælde betyder det, at forældre bemærker når deres børn er hyperaktive, efter de har fået sukker, mens de overser eller bortforklarer, når deres børn er hyperaktive uden at have fået sukker, eller ikke er hyperaktive efter at have fået sukker.
Desuden er der mange børn, der primært får sukkersødede sodavand og slik, når de er i særlige situationer (fx en børnefødselsdag), der inviterer til mere hyperaktiv adfærd.
Dette kan i øvrigt forklare, hvorfor så mange forældre hårdnakket fastholder deres ovebevisning om, at sukker gør deres børn urolige – selv når de konfronteres med hvad videnskaben viser.
A propos videnskab:
I et forsøg fra 1994 [3] testede en gruppe forskere, hvorvidt de mange påstande fra forældre om en negativ effekt af sukker på deres børns adfærd, i virkeligheden var et udtryk for forældrenes forventning.
Til forsøget blev 35 drenge i alderen 5-7 år – og deres mødre – tilfældigt fordelt i to grupper: en eksperimentel gruppe og en kontrolgruppe. Alle børnene var af deres mødre blevet betegnet som adfærdsmæssigt "sukker-sensitive".
I eksperiment-gruppen fik mødrene at vide, at deres børn havde fået en stor dosis sukker, mens mødrene i kontrolgruppen fik at vide, at deres drenge have fået placebo (aspartam, der i øvrigt heller ikke gør børn hyperaktive [4]).
I virkeligheden havde begge grupper fået placebo (aspartam).
Både mødre og børn blev filmet, mens de interagerede med hinanden og hver mor blev efterfølgende udspurgt om deres interaktion.
Resultatet?
Mødrene, der troede, at deres drenge havde fået sukker, vurderede dem som meget mere hyperaktive, end de andre mødre.
Videooptagelserne afslørede desuden, at de samme mødre have opført sig markant anderledes overfor deres børn: de udøvede mere kontrol gennem fysisk nærhed og havde tendens til at kritisere, kigge på og tale mere til deres sønner, end de andre mødre.
Et lignende eksperiment er senere blevet foretaget i et BBC-program, offentliggjort på YouTube i 2007. Her skulle en gruppe børn til fest, to dage i træk. Den første fest var rolig, men fyldt med sukker. Den anden var vild, men sukkerfri. Forældrene antog straks, at sukkerfordelingen var omvendt. Du kan se deres reaktion, når de får sandheden at vide, her:
Når forældres forventning om dårlig opførsel efter sukkerindtagelse gør, at de selv agerer anderledes (i en negativ retning) er det ikke svært at forestille sig, hvordan denne madmyte – ligesom alle de andre – kan have negative konsekvenser for familier.
Netop pga. disse observationer, inkluderede metaanalysen fra 1995 kun studier, hvor effekten af sukker blev sammenlignet med en placebo og hvor alle parter var blindede.
I fald børnene selv havde hørt, at sukker gjorde dem hyperaktive, kunne det meget vel blive en selvopfyldende profeti. Placebokontrollering var altså nødvendig for at frasortere en eventuel forventningseffekt hos børnene.
Men også forskernes forventninger kunne farve deres vurdering af børnenes adfærd og kognition – og i de forsøg, hvor forældre skulle foretage denne vurdering, skulle også deres forventninger frasorteres regnestykket, for at kunne isolere en eventuel effekt af sukkeret.
Så veldesignede var de oprindelige forsøg ikke og deres resultater har sandsynligvis fodret eller skabt myten.
Systematisk sukkerforskrækkelse
Og nu til noget lidt nedslående. For ét er, at forskningens verden i snart et kvart århundrede har vidst, at sukker IKKE gør børn hyperaktive. Noget andet er, at dette sidenhen er blevet forklaret MANGE steder.
Jeg forsøgte selv at punktere myten på min facebookside, tilbage i oktober 2015, hvor jeg henviste til denne populærartikel fra 2014, ligesom jeg lod mig interviewe til Søndagsavisen om samme emne.
Men det er mange gange nemmere blot at slynge en påstand ud, som man ikke har tjekket, end det er at punktere madmyter. Og så er der i øvrigt ikke mangel på motiver for ukritisk at gentage og udbrede denne modbeviste madmyte.
For sukker er for tiden på manges læber (pun intended). Og dette ikke i positiv forstand. Faktisk er det min oplevelse, at sukker i dag er det stof, som flest sundhedsbevidste elsker at hade. Eller i hvert fald ynder at advare imod.
[Læs også: "Sukkerafhængighed findes ikke", her.]
Hele low carb-paradigmet med LCHF-bølgen i front (som jeg bl.a. har skrevet om her, her, her og her), fodrer dagligt sukkerfrygten – desværre med hjælp fra veluddannede kogebogsforfattere og vellykkede bloggere.
Før det, stod Stenalderkost-bevægelsen i spidsen, ved at sprede frygt for alt, der var forarbejdet og raffineret, mens "Kernesund Familie" forinden havde gjort danskerne allergiske overfor alt, der var hvidt.
Men helt sort ser det ikke ud. Jeg har bemærket, at flere og flere er flittige til at spørge efter evidens, når påstande slynges til højre og venstre i kommentartråde under facebooks mange sundhedsartikler. Mange har også artikler og referencer klar til at punktere de påstande, som de igen og igen støder på.
Til jer, der tager kampen: kæmpe bifald herfra. Og nu har I en artikel mere, som jeg håber I vil dele næste gang en person hårdnakket påstår, at sukker gør børn hyperaktive. Om ikke andet, så for børnenes skyld ;)
/Morten Elsøe