Der er ingen tvivl om, at mange føler sig afhængige af sukkerholdige fødevarer. Især kvinder, og især chokolade.

Der er heller ingen tvivl om, at vores madvaner kan være stærke, og at de kan være drevet af et stærkt behov og et behørigt belønningssystem. Men er det nok til at vi kan klassificere sukker-cravings som værende en afhængighed på linje med narkotikaafhængighed?

Nej, det mener jeg ikke.

I juli måned i år, udkom et review fra tidsskriftet European Journal of Nutrition, kaldet: "Sugar addicition: the state of the science", hvor i forfatterne har forsøgt at skabe overblik over de studier der er lavet på sukkerafhængighed - både hos dyr og hos mennesker.

Deres konklusion:

Eksistensen af sukkerafhængighed hos mennesker ikke er underbygget videnskabeligt.

Samtidig peger resultater fra dyreforsøg på, at afhængighedslignende adfærd – såsom overspisning – ikke er en konsekvens af nogen særlig neurokemisk egenskab ved sukker. Det er blot et resultat af tidsafgrænset adgang dertil (som når man overspiser i fredagsslik, fordi det er forbudt resten af ugen.)

Men er sukker ikke sammenligneligt med kokain? Det kunne man godt gå hen og tro, når man læser hyperbolske udtalelser fra alternative behandlere, om at sukker får hjernen til at "lyse som et juletræ", i de samme nydelsescentre som kokain gør det, når man ser på den i en MR-scanner. Men denne logik er forfejlet på mange områder: 

For det første, fortæller billeder af blodforsyning til områder i hjernen (funktionelle MR-scanninger), intet om, hvorvidt det er sammenligneligt med kokain. Derimod ved vi, at sukker på ingen måde ligner kokain, virker som kokain, eller har samme potentiale for overdosis, som kokain (LD50 for kokain: 95 mg/kg kropsvægt; LD50 for sukker: 29.700 mg/kg).

For det andet, er der ikke noget iboende dårligt ved, at sukker giver nydelse (som billederne kunne indikere). Denne opfattelse af nydelse som noget syndigt, hører religionen til og bør ikke diktere vores mad(fra)valg. 

For det tredje, er fMRI-studier meget sværere at konkludere noget ud fra, end hvad der fremgår af de forsimplede artikler, der florerer på nettet. Faktisk kunne det tyde på, at de er MEGET upålidelige: et nyt studie har nemlig vist, at denne metode er behæftet med så mange fejl, at vi måske bliver nødt til at afskrive tusindvis af studier, hvor denne teknologi har været det bærende element.

Sukker er ikke kokain – men søde sager kan være stærkt vanedannende.

I bogen, Slut med forbudt, gør vi også op med idéen om sukkerafhængighed. Heri henviser vi til et andet review, hvor de mener at ordet "spiseafhængighed" giver mere mening end "madafhængighed".

Deres pointer er:

• Der er ikke evidens for afhængighed af specifikke makronæringsstoffer (såsom sukker) i mennesker.

• "Spiseafhængighed" beskriver en adfærdsafhængighed, ikke en stofafhængighed.

• Fedmeforebyggelsesstrategier bør fokusere på "spiseafhængigheder".

Med andre ord:

Man er ikke afhængig af madvarer, men af madvaner. Dermed bør en "sukkerafhængighed" ikke behandles som en stofafhængighed, men derimod som en adfærdsafhængighed. Som en vane der skal brydes, ikke et drug der skal udrenses.

Blandt andet derfor underviser jeg i vanebrydning og ikke i "sukker-detox".