[Denne artikel blev oprindeligt bragt som debatindlæg i Politiken. I denne version kan du finde kilder til de mine påstande, der ikke kun bunder i erfaringer.]

For nylig havde jeg en spiseforstyrret klient – en ung kvinde på 18 år med en bmi på 14,4. Da jeg spurgte hende, hvad hun spiste, svarede hun: »Jeg spiser sundt«.

Da hun få år tidligere stoppede på efterskole, hvor hver eftermiddag bød på kage, havde hun nået en kropsvægt (eller -form), som hun ikke var tilfreds med. Hun valgte at prøve at tabe sig, men det greb om sig og blev til et helsefokus drevet af sundhedsguruers alternative sandheder.

Hun fik sine informationer fra de lettest tilgængelige, velkommunikerende og iøjnefaldende steder, og ’at spise sundt’ forvandledes på denne måde gradvis fra at handle om at give sin krop, hvad den har brug for, til at fornægte den stort set alt: fra gluten, sukker og kød til kulhydrater og kalorier generelt.

Hun levede desuden i en illusion om, at fordi hun nu kunne se sine mavemuskler, betød det, at hun havde opbygget sin krop gennem hård træning og sund kost. Det modsatte var tilfældet: Hendes krop blev gradvis nedbrudt.

At spise sundt handler om at give kroppen, hvad den har brug for. Det fik hendes ikke, så de timelange træninger blev drevet af energi fra muskelvæv der, bid for bid, blev ofret i kroppens desperate forsøg på at holde hende i gang. Det var et under, at hun stadig havde sin menstruation.

Den unge kvindes helsefokus blev til en fysisk byrde. For andre er byrden ’kun’ psykisk, men ikke nødvendigvis mindre ødelæggende.

De fleste af mine klienter oplever varierende grader af dårlig samvittighed, når de spiser noget, de har karakteriseret som ’forbudt’: slik, chips, sodavand, pasta, franskbrød, kiks, kager, rugbrød eller sågar æbler. Alt sammen fordi de har fået fortalt, at disse fødevarer er fedende, usunde eller farlige.

Nogle vågner om morgenen og er stressede over mad, allerede inden de er kommet ud af sengen. Adskillige af dem, der ser allersundest ud, lider af tilbagevendende ukontrolleret (tvangs)overspisning – en mekanisme, der oftest udløses af følelsen af at ’falde i’; altså at de kommer til at spise noget fra deres lange forbudsliste.

Begynder dagen med noget ’forkert’, er resten af dagen, eller nogle gange hele ugen, ødelagt, og alene udsigten til sociale arrangementer er forbundet med frygt for, hvad der bliver serveret, samt de andre gæsters forventninger til, at man spiser det.

På overfladen ser de sunde ud. Indeni er historien en ganske anden.

Den unge kvinde, jeg beskrev før, er den yngste klient, jeg har haft. Men det tyder på, at et sådant forhold til mad begynder endnu tidligere. Slankekure, strenge diæter og dårlig samvittighed synes at være hverdagskost helt ned i folkeskolen.

En ny undersøgelse fra Børnerådet med svar fra 1.400 unge piger og drenge fra 9. klasse konkluderede blandt andet følgende:

• 23 procent af pigerne og 9 procent af drengene har et forhold til mad, som giver dem en øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

• 18 procent af pigerne er ofte eller meget ofte på slankekur.

• 18 procent af pigerne føler, det er nødvendigt at følge en streng diæt eller overholde andre madritualer for at kontrollere, hvad de spiser.

• 11 procent af pigerne og 7 procent af drengene har kastet op for at komme af med det, de har spist.

11 procent af pigerne har kastet op. Det er 22 gange så høj prævalens, som gutenallergi, selv om selvbestaltede eksperter får mange til at tro, at gluten er noget, vi alle bør frygte og forsage.

Som man også kan læse af undersøgelsen, bunder også børnenes forhold til maden blandt andet i de usandheder, der fortælles om det, vi spiser. Som én af undersøgelsens medvirkende, Elise, forklarer:

» Slik sætter sig. Det bliver til fedt på kroppen «

Ideen, om at nogle fødevarer feder særlig meget, er blevet gentaget så mange gange, at de færreste ved, at det er nonsens. Der findes ikke fedende fødevarer eller slankende fødevarer: Fedtdepoternes størrelse afhænger af kalorier, ikke kulhydrater. Desværre er modsatrettede alternative påstande blevet mainstream, i takt med at forfattere uden faglighed skriver sundhedsbøger uden hold i virkeligheden.

Hele 41 procent af de adspurgte piger svarede i øvrigt, at de ofte eller meget ofte får dårlig samvittighed, når de spiser slik. Dårlig samvittighed over det, man spiser, giver kun mening, hvis vi tilskriver maden en særlig værdi, som den ikke har. Ofte er det blot en binær værdi - en sort-hvid-opdeling: 

• Enten er noget sundt, eller også er det usundt.
• Enten er det fedende, eller også er det slankende.
• Enten er det gavnligt, eller også er det giftigt.

Det er nemt at finde på argumenter for, at en fødevare hører til på den sorte side af spektret, og med så mange forskellige uvidenskabelige aktører på sundhedsscenen er det efterhånden svært at finde én eneste fødevare, der ikke kan stemples som usund.

Tror man fuldt og fast på påstandene, og ser man det at spise sundt som et moralsk imperativ, skal man altså enten leve med kronisk dårlig samvittighed - eller stoppe med at spise.

Videnskabelige studier har vist, hvordan det at forbyde sig selv en bestemt fødevare får den til at fylde meget mere i hovedet. Det gør den simpelthen mere attraktiv for os, præcis som det er tilfældet, når børn får at vide, at der er noget, de ikke må. Er kage forbudt, bliver det nærmest placeret på en mental piedestal, og når man først giver sig selv lov eller ’falder i’, er der ikke grænser for mængderne, der kan indtages.

Er man offer for de alternative sundhedsguruers hjernevask, virker det fornuftigt at få udryddet kagen med det samme; så slipper man for, at kagens tilstedeværelse dagen efter får én til at falde i igen. Overspisning bliver altså et middel til at undgå at være ’usund’ igen i morgen, baseret på troen på, at kagen er absolut usund og fedende uanset mængden.

Men sandheden er, at kagen slet ikke er usund. Overspisning, derimod, er både en mental og fysisk belastning, og de sort-hvide sundhedskategorier gør fødevarer, hvis primære formål er at skabe nydelse, til trigger foods for selvopfattet skamfuld spiseadfærd.

Som ernæringsfagligt uddannet undrer det mig, at det er blevet så udbredt med et fuldstændig uvidenskabeligt og unuanceret forhold til mad og sundhed.

Ernæringsfagbøger er ikke opdelt i to halvdele, hvor den ene fortæller om usunde fødevarer, den anden om sunde, for ingen af disse kategorier eksisterer. De er påfund. Forsimplinger. Og ikke uden konsekvenser.

Foruden at være medvirkende til spiseforstyrret adfærd fandt et studie blandt overvægtige kvinder fra 2004, at en sort-hvid opdeling af fødevarer var den primære psykologiske prædiktor for vægtstigninger efter et vægttab.

Efterfølgende studier har bekræftet denne observation, men alligevel fortsætter sundhedsguruerne med deres pseudovidenskabelige skræmmeretorik om det, vi spiser. Påstandene sluges råt, især på sociale medier, hvor det postfaktuelle samfund er en åbenlys realitet. Resultatet er, at alt for mange lider af madfrygt, dårlig samvittighed, neurotiske spisemønstre, spiseforstyrrelser, stress, overspisning, overvægt og nedsat livskvalitet.

Alle fødevarer, uden undtagelse, kan passe ind i en sund kost og et sundt liv.

Det er på tide, at vi får denne sandhed banket på plads med syvtommersøm, så vores børn ikke skal overtage vores fejlagtige forestillinger, forkvaklede sundhedsforståelse og sygelige besættelse af at spise sundt.

For sundt, det er det i hvert fald ikke.