Det er din egen skyld at du er tyk!
APRILSNAR!
OK, indrømmet: det er måske ikke verdens sjoveste aprilsnar. Men jeg har en vigtig pointe, hvis du lige læser lidt videre.
Dengang jeg ikke vidste bedre, kunne jeg nemlig ikke forstå at overvægtige mennesker ikke bare tog sig sammen, spiste sundt, dyrkede motion og blev slanke. Det var i mine øjne 100% deres egen skyld og deres eget ansvar. Sådan en fejlagtig konklusion opstår, når man stopper med at stille spørgsmål, fordi man er overbevist om at man har svaret. For bliver man ved med at spørge ind til årsagen, så indser man pludselig, hvor idiotisk det er, at pege fingre.
Forekomsten af overvægt i Danmark er steget markant inden for de seneste årtier. Dette er umiddelbart en konsekvens af et fedmefremmende samfund, der kræver at du har en længere videregående uddannelse, hvis du skal undgå overvægt.
Fordelingen af ekstra kg på personer fra forskellige samfundslag, er ikke jævn. Stigningen i forekomst af overvægt gennem de seneste par årtier, har være voldsom for de lavtuddannede, middel for dem med noget uddannelse og nærmest ikkeeksisterende for de højtuddannede. Men det handler ikke bare om viden, opnået gennem uddannelse. Det handler om hvor man kommer fra, og hvilken opvækst man har haft (som igen påvirker, hvorvidt du senere stopper ved 10. klassetrin eller får en phd). Fedme er et socialt fænomen, der kun kan afhjælpes ved at sætte ind mod uligheden i samfundet. Men sammenhængen mellem baggrund og fedme, kan være mørkere og mere dramatisk end udtrykket "negativ social arv" umiddelbart afslører.
Det er ikke alle forundt, at have en tryg, omsorgsfuld og kærlig barndom, der udruster os til at klare al fremtidig modgang på bedst mulig vis. Barndomstraumer hænger direkte sammen med udvikling spiseforstyrrelser, herunder binge-eating og trøstespisning. Og mens vi, der har haft en tryg opvækst, med masser af kærlighed – os der er blevet taget op og trøstet HVER GANG vi har grædt - ikke går helt i hundene når livet kaster citroner på os, så er det lige præcis det der sker, for rigtig mange af de, der har oplevet vanrøgt, misbrug eller omsorgssvigt som børn. Og det kan manifestere sig som overvægt og fedme senere i livet.
Vidste du, at børn der bliver misbrugt fysisk, psykisk eller seksuelt, gennemsnitligt har 34% større sandsynlighed for at blive svært overvægtige når de bliver voksne? Og at jo værre overgrebene er, jo højere sandsynlighed er der for svær overvægt senere i livet? Bardomstraumer påvirker tilsyneladende både appetitregulering, stofskifte, spiseadfærd, inflammation og hjernefunktion. Samlet set baner det vejen for fedme i voksenlivet.
På samme måde er børn og unge, der har overværet hustruvold da de var yngre, en dobbelt så stor risiko for at være svært overvægtige. Også alkoholisme i barndomshjemmet, kan betyde overvægt senere i livet. Dette studie viser, at kvinder, hvis forældre var alkoholiske, har 49% øget risiko for fedme. I det hele taget betyder en utryg opvækst, fyldt med omsorgssvigt og evt. misbrug, en voldsomt øget risiko for en lang liste af fremtidige psykiske og fysiske lidelser. Det ved de fleste, men jeg tror at vi er for hurtige til at glemme det.
Overvægt er default-resultatet, hvis man ikke har overskud til aktivt at arbejde imod samfundets obesogene indretning. Men der er også andre årsager til, hvorfor en hård opvækst kan føre til fedme. Et ekstra lag spæk kan virke beskyttende, på et traumatiseret sind. Her kan du blandt andet læse historien om en kvinde, der gik fra 180 kg til 60 kg som følge af årelang meget restriktiv kur. Efter forløbet begyndte hun at spise i søvne. Dette var triggeret af en kollegas ubehagelige seksuelle tilnærmelser, der mindede hende om at hun som barn var blevet misbrugt seksuelt igennem en årrække. Hendes fedme skulle beskytte hende mod sådan noget, men det gjorde den ikke længere. Så hun tog alle 120 kg på igen, så hun kunne blive fri for sindsoprivende sexchikane.
Det betyder naturligvis ikke, at alle overvægtige har haft en forfærdelig barndom. Overvægt kan også skyldes opvækst i et trygt og kærligt hjem, hvor forældrenes selv har været lidt for vilde med kage, og ikke vilde nok med motion. Har man haft svært overvægtige forældre, er man således tre gange så tilbøjelig til selv at være det i 9-årsalderen.
Men vi har altså ikke alle fået tildelt samme heldige hånd. Så næste gang du skræpper op om frarøvet personlig frihed, blot ved tanken om at flytte slikafdelingen i supermarkedet lidt i baggrunden, så de hvis selvdisciplin er banket i bund af en traumatisk barndom, får bare lidt lettere ved at sige fra, synes jeg du skal stoppe op, og sætte tingene lidt i perspektiv.
Der er masser der ikke passer ind i disse statistikker, og det er slet ikke meningen at jeg vil stemple overvægtige som altid værende ofre. Der vil altid vil være et element af personligt ansvar for egen sundhed, og der er altid mulighed for at få hjælp.
Det er bare vigtigt at vi alle forstår og anerkender de sammenhænge der eksisterer, så vi kan stoppe med at dømme, og i stedet fokusere på at løse problemet.
Gør noget godt for samfundet: del denne artikel og hjælp andre til en bedre forståelse af uønsket fedme som et overvejende psykisk problem, med fysiske manifestationer.
PS: Kunne du lide dette blogpost? Så synes jeg at du skal følge med på min facebook-side, hvor jeg udgiver mini-blogposts flere gange om ugen!
En sidste ting ...
Torsdag d. 13. august, holder Morten Svane og jeg næste foredrag med titlen "#SUNDHED - sixpacks, selvværd og sociale medier". Få billige EARLY BIRD-billetter, ved at klikke på billedet herunder!